Review of 'Adulthood Rites (Xenogenesis, #2)' on 'Goodreads'
2 stars
Den først bog i Xenogenesis serien - Dawn - var jo en absolut banger (som de unge siger nu om dage), så jeg løbe direkte videre til Adulthood Rights, og smæk ind i en mur.
Vi er hoppet lidt ud i fremtiden og menneskerne og Oankali leve stadigvæk i en usikker situation på jorden. Nogle samarbejder, men en masse mennesker nægter at blive assimileret. De vil hellere dør, end "blande blod" (altså gener), med de fremmede. Også hvis det betyder at de vil uddø (Oankalierne har sikret at mennesker ikke kan få børn, med mindre de gør det sammen med Oankali). Så menneskerne mister retning og formål og da de også har fået skænket langt liv, bruger de deres tid på bekrige nabo landsbyen og stjæle hinandens kvinder. Det er ikke kønt, og beviser selvfølgeligt Oankaliernes påstand om at menneskeracen er defekt, og at det er meningsløst at lade dem …
Den først bog i Xenogenesis serien - Dawn - var jo en absolut banger (som de unge siger nu om dage), så jeg løbe direkte videre til Adulthood Rights, og smæk ind i en mur.
Vi er hoppet lidt ud i fremtiden og menneskerne og Oankali leve stadigvæk i en usikker situation på jorden. Nogle samarbejder, men en masse mennesker nægter at blive assimileret. De vil hellere dør, end "blande blod" (altså gener), med de fremmede. Også hvis det betyder at de vil uddø (Oankalierne har sikret at mennesker ikke kan få børn, med mindre de gør det sammen med Oankali). Så menneskerne mister retning og formål og da de også har fået skænket langt liv, bruger de deres tid på bekrige nabo landsbyen og stjæle hinandens kvinder. Det er ikke kønt, og beviser selvfølgeligt Oankaliernes påstand om at menneskeracen er defekt, og at det er meningsløst at lade dem få børn, de vil alligevel bare finde på ny måde at udrydde sig selv.
Heldigvis er vores hovedpersonen, den unge Akin halvt menneske og halvt rumvæsen. Da ham som ung bliver stjålet fra hans forældre, ender han op med at blive opfostret af ulve.. eh... jeg mener, en grupper af mennesker, så han lærer at selv om vi er fyldt af en helt igennem uheldig kombination af hierarkisk tankegang og dumhed, så er nogle af os jo gode nok på bunden, og burde have en chance mere.
Jeg har et problem her - jeg kommer aldrig helt til at holde af nogen af karakterene. Akin oplever spændende ting men også lidt flad i karakteren. Menneskene er virkeligt svære at holde af, og jeg få på en mismodig måde, bare lyst til at lade dem være, så de kan være idioter til de bliver gamle og dør. De er måske realistisk nok, men dum-stædigheden er så deprimerende, at jeg har svært ved at holde interessen.
Jeg føler måske lidt at Butler fik sagt det hun ville i den først bog - og der får hun virkeligt sagt meget, om samfundet, magt og hierarkier, men her løber det lidt ud i sandet. Jeg overvejer lige om jeg vil prøve mig med bind tre, som synes at have fået værre anmeldelser end toeren.