Det er en vild titel ikke? Lad os lige udfolde den lidt - på dansk - Den handler om at være et voksent barn af forældre, som følelsesmæssigt aldrig rigtig blev voksne og hvordan man kan hele efter at være opvokset med og hos forældre som har været fjern, afvisende eller selv-centrerede. Lidt af en mundfuld.

Jeg må indrømme jeg var lidt i tvivl om hvor relevant den var for mig, men selv om jeg måske ikke har haft en super problematisk barndom, så er er der massere at lære - både om mig selv, og om mennesker der har været og er i mit liv. Vi kommer alle i berøring med dette på en eller anden måde - om ikke andet, så støder vi på dem (folk som er umodne voksne, eller ofre for dem) når vi begår os i verden (både online og offline).

Personligt har jeg haft nogle aha-øjeblikke under læsningen - det største er nok en bedre forståelse, for hvorfor jeg har brug for en relativt dyb følelsesmæssig forbindelse, med folk for at det giver mening for mig at have dem i mit liv.

Mere bredt fandt jeg det super spændende med opdelingen af (sårede) mennesker i "internalizers" og "externalizers", som enten vender smerten ind af (det er min egen skyld, så det må jeg jo arbejde på) og dem som vender den ud mod verdenen (det er altid nogle andres skyld, så jeg har ikke noget jeg kan arbejde på, men verden kunne godt lige tage sig sammen).

Noget af det vildeste ved den her bog, er hvor direkte den er. Der bliver ikke lagt fingre imellem på at gøre det klart at umodne forældre er uforbederligt giftige typer, som man man er nød til at holde på en passende (følelsesmæssig) afstand - evt et par lysår - hvis man skal blive et helt menneske. At prøve at gøre dem glade, er ikke muligt, da det sjældent er det de ønsker.