Oh, boy, where to start... hvordan anmelder man en række historier skrevet i mellem 1650 og 1666? Det bliver alt for meget en anmeldelse af tidspunktet og forfatteren. At se på det hele med moderne briller gør det for nemt at koge det hele ned til en række sexistiske, reaktionære, udemokratiske, filosofiske og videnskabelige sludre historier. For der er virkeligt meget vrøvl i de her historier, set med moderne øjne - side op og side ned af noget der vist skal være filosofi, men som er så farvet af afsenderen samtid, at det bare virker som et tyndt lag af retfærdiggørelse af religiøs og monarkistisk undertrykkelse af alt og alle.

Jeg mener - det her argument (som jeg luddovent har tager fra wiki siden om hende): "it was natural for one body to have one head, so it was also natural for a politic body to have but one governor … besides, said they, a monarchy is a divine form of government, and agrees most with our religion". Ja, okay, right... så siger vi det (går langsomt væk og holder øjenkontakt).

Men, men.. når det er sagt, så kan det her virkeligt noget. De tre historier er alle meget forskellige, men bærende i dem er kvinder som kan og vil, og en leg med køn og hvordan det kan bruges, som stadigvæk må siges at være modig. Cavendish lader gerne den kvindelige hovedperson, klæde sig som mand i længere stunder, hvis det er det hun skal for at opnå sit mål eller lader kvinder leve i (platoniske) kærlighedsforhold, som kropsløse sjæle for at vise den mulighed. Indenfor rammerne af hvad man kunne skrive på den tid.

Jeg er spændt på hvad jeg får ud af at have læst den, når jeg går i gang med Siri Hustvedts bog med samme navn... (p.s.: meget lidt)