Reviews and Comments

Den først bog i Xenogenesis serien - Dawn - var jo en absolut banger (som de unge siger nu om dage), så jeg løbe direkte videre til Adulthood Rights, og smæk ind i en mur.

Vi er hoppet lidt ud i fremtiden og menneskerne og Oankali leve stadigvæk i en usikker situation på jorden. Nogle samarbejder, men en masse mennesker nægter at blive assimileret. De vil hellere dør, end "blande blod" (altså gener), med de fremmede. Også hvis det betyder at de vil uddø (Oankalierne har sikret at mennesker ikke kan få børn, med mindre de gør det sammen med Oankali). Så menneskerne mister retning og formål og da de også har fået skænket langt liv, bruger de deres tid på bekrige nabo landsbyen og stjæle hinandens kvinder. Det er ikke kønt, og beviser selvfølgeligt Oankaliernes påstand om at menneskeracen er defekt, og at det er meningsløst at lade dem få børn, de vil alligevel bare finde på ny måde at udrydde sig selv.

Heldigvis er vores hovedpersonen, den unge Akin halvt menneske og halvt rumvæsen. Da ham som ung bliver stjålet fra hans forældre, ender han op med at blive opfostret af ulve.. eh... jeg mener, en grupper af mennesker, så han lærer at selv om vi er fyldt af en helt igennem uheldig kombination af hierarkisk tankegang og dumhed, så er nogle af os jo gode nok på bunden, og burde have en chance mere.

Jeg har et problem her - jeg kommer aldrig helt til at holde af nogen af karakterene. Akin oplever spændende ting men også lidt flad i karakteren. Menneskene er virkeligt svære at holde af, og jeg få på en mismodig måde, bare lyst til at lade dem være, så de kan være idioter til de bliver gamle og dør. De er måske realistisk nok, men dum-stædigheden er så deprimerende, at jeg har svært ved at holde interessen.

Jeg føler måske lidt at Butler fik sagt det hun ville i den først bog - og der får hun virkeligt sagt meget, om samfundet, magt og hierarkier, men her løber det lidt ud i sandet. Jeg overvejer lige om jeg vil prøve mig med bind tre, som synes at have fået værre anmeldelser end toeren.

Hvorfor skal sådan nogle amerikanske bøger her have så frygtelige titler? Hvis jeg skulle bestemme, hvad den skulle hedde på dansk, skulle det være: "Sådan bliver du et bedre, og mere empatisk menneske - og en bedre chef, hvis det skulle være din ting" (jeg kan forstå at længere er bedre, her). Ikke at jeg har noget imod ordet Exceptionel, det lyder bare så .. corny.

Jeg ved ikke helt, om dette er en selvhjælpsbog - den peger mere mod et mål, end den holder dig i hånden. Den gør ikke, at du "master" noget eller har tolv nemme regler for livet, når du er færdig, men du vil have styrket din lyst til at blive rollemodel, fordi du gør noget godt for dine omgivelser (og dermed også for dig selv). Måske vil du og din retning bliver lidt mere sikker. Jeg tror det er en inspirations-bog. (se billede 2)

Gode bøger af denne type - som fx den her - er en påmindelse om alle de ting, jeg prøver at huske at gøre og at være i mit liv. Grundlæggende er det en kombination af stoicisme, mindfulness og sådan-er-du-en-god-ven/leder. Ting som det er vigtigt, at blive mindet om igen og igen, fordi de kan være svære at holde fast i. De gode af denne genre bøger gør det ved at løfte os alle op og gøre os til lidt større mennesker. De hjælper os med at mødes, og de ønsker at gøre verden til et bedre sted. De dårlige af slagsen gør det ved at spille på frygt og ved at lære dig at hævde dig, så du kan føle sig større end andre. De rigtige dårlige af slagsen prøver at lære dig at vinde over andre. De gør verden mindre.

Jeg synes, dette er en overraskende interessant bog - den har en meget positiv og inkluderende vinkel på hvordan, vi kan være i livet, og det er svært ikke at blive i godt humør. Vinklen er på, hvordan vi kan være inspirerende, både for os selv og andre, ved at være mere tilstede, mere i live og kommunikere bedre. Ved at være - okay, okay, jeg siger det - Exceptionelle.

Jeg kommer til at vende tilbage til den her, kan jeg mærke.

Jeg har hørt lydbogen og bestilt papirudgaven til senere genlæsning.