Reviews and Comments

Det er en vild titel ikke? Lad os lige udfolde den lidt - på dansk - Den handler om at være et voksent barn af forældre, som følelsesmæssigt aldrig rigtig blev voksne og hvordan man kan hele efter at være opvokset med og hos forældre som har været fjern, afvisende eller selv-centrerede. Lidt af en mundfuld.

Jeg må indrømme jeg var lidt i tvivl om hvor relevant den var for mig, men selv om jeg måske ikke har haft en super problematisk barndom, så er er der massere at lære - både om mig selv, og om mennesker der har været og er i mit liv. Vi kommer alle i berøring med dette på en eller anden måde - om ikke andet, så støder vi på dem (folk som er umodne voksne, eller ofre for dem) når vi begår os i verden (både online og offline).

Personligt har jeg haft nogle aha-øjeblikke under læsningen - det største er nok en bedre forståelse, for hvorfor jeg har brug for en relativt dyb følelsesmæssig forbindelse, med folk for at det giver mening for mig at have dem i mit liv.

Mere bredt fandt jeg det super spændende med opdelingen af (sårede) mennesker i "internalizers" og "externalizers", som enten vender smerten ind af (det er min egen skyld, så det må jeg jo arbejde på) og dem som vender den ud mod verdenen (det er altid nogle andres skyld, så jeg har ikke noget jeg kan arbejde på, men verden kunne godt lige tage sig sammen).

Noget af det vildeste ved den her bog, er hvor direkte den er. Der bliver ikke lagt fingre imellem på at gøre det klart at umodne forældre er uforbederligt giftige typer, som man man er nød til at holde på en passende (følelsesmæssig) afstand - evt et par lysår - hvis man skal blive et helt menneske. At prøve at gøre dem glade, er ikke muligt, da det sjældent er det de ønsker.

Oh, boy, where to start... hvordan anmelder man en række historier skrevet i mellem 1650 og 1666? Det bliver alt for meget en anmeldelse af tidspunktet og forfatteren. At se på det hele med moderne briller gør det for nemt at koge det hele ned til en række sexistiske, reaktionære, udemokratiske, filosofiske og videnskabelige sludre historier. For der er virkeligt meget vrøvl i de her historier, set med moderne øjne - side op og side ned af noget der vist skal være filosofi, men som er så farvet af afsenderen samtid, at det bare virker som et tyndt lag af retfærdiggørelse af religiøs og monarkistisk undertrykkelse af alt og alle.

Jeg mener - det her argument (som jeg luddovent har tager fra wiki siden om hende): "it was natural for one body to have one head, so it was also natural for a politic body to have but one governor … besides, said they, a monarchy is a divine form of government, and agrees most with our religion". Ja, okay, right... så siger vi det (går langsomt væk og holder øjenkontakt).

Men, men.. når det er sagt, så kan det her virkeligt noget. De tre historier er alle meget forskellige, men bærende i dem er kvinder som kan og vil, og en leg med køn og hvordan det kan bruges, som stadigvæk må siges at være modig. Cavendish lader gerne den kvindelige hovedperson, klæde sig som mand i længere stunder, hvis det er det hun skal for at opnå sit mål eller lader kvinder leve i (platoniske) kærlighedsforhold, som kropsløse sjæle for at vise den mulighed. Indenfor rammerne af hvad man kunne skrive på den tid.

Jeg er spændt på hvad jeg får ud af at have læst den, når jeg går i gang med Siri Hustvedts bog med samme navn... (p.s.: meget lidt)

Samlet anmeldelse af den her og bog to i serien:

Jeg er blevet lidt forelsket i Scalzi efter at have givet ham en lang pause. Hans Old Mans War er jo en klassiker (hans debut) og jeg læse lidt af ham den gang, men så glemte jeg ham...

The Dispatcher og Murder by Other Means er bog et og to i samme univers, hvor vi følger Tony der arbejder som Dispatcher. I en nær fremtid, sker der pludseligt det mærkeligt at folk som bliver dræbt, godt nok dør, men et øjeblik efter vågner de op i deres eget hjem uden men, og kan forsættet (og den dræbte krop forsvinder). Ingen ved hvorfor, og "reglerne" er lidt usikre, men 999 ud af 1000 gange overlever man altså hvis man bliver dræbt. Men man skal dræbes. Uheld, selvmord, sygdom tæller ikke. Og her kommer Tony (og hans andre Dispatcher kollegaer) så ind i billedet. Så hvis du fx skal igennem en farlig operation, så står Tony klar til at dræbe dig, hvis der skulle gå noget galt - så våger du op igen et øjeblik senere, og kan prøve en gang til.

Historierne er egentligt mest krimier, med det lille tvist nævnt overfor. Jeg læser ikke så mange krimier, så jeg ved ikke lige hvor det marked er i dag, men jeg kan ret godt lide kombien af en professionel politiperson og en karakter som Tony, der i et let ustabilt samarbejder går ud og prøver at fange nogle bad-guys. Den første bog er meget kort (nærmere en novelle) og mangler lidt dybde omkring de filosofiske aspekter af det hele, men i toere synes Scalzi af have fået tænkt lidt mere over implikationerne af døden-er-bogstaveligt-talt-en-udvej, og det hele bliver endnu mere interessant.

Det har taget mig lang tid at blive færdige med den her, men nu lykkedes det. Kort fortalt er bogen en rejse ind bag det som tit bliver forsimplet som giftig maskulinitet.

Ja, det er den giftige maskulinitet som er det synlige resultat, men årsagen er nogle dybtliggende samfunds og kulturelle mønstre. Bogen går igennem en masse eksempler på hvordan dette udmønter sig, og hvorfor vi er endt hvor vi er i dag. Fx gennemgår han baggrunden for school-shootings - en kombinations af en horribel mobbekultur, adgang til våben, og en snæver forståelse af hvad det vil sige at være en mand - hvor Mens Right Activist kommer fra og hvem der tjener penge på at sprede alt det had. Alt sammen super interessant, men også flygteligt deprimerende læsning.

Jeg er ikke sikker på jeg rigtigt lærte nogle af den her bog. Jo, der kom en masse detaljer på og et par fine perspektiver, men det grundlæggende - er der findes mennesker, der er født og opvokset med en ide om nogle privilegier ("hvis du arbejder hårdt, eller altså bare 37 timer om ugen, og opfører dig rimeligt ok, så vil få råd til hus, bil, fladskærms-tv og kone. Uden at du i væsentlig grad behøver at tage stilling, eller hensyn, til mennesker der er anderledes end dig selv"), som nu er super pissed over at det var en løgn. Og nogen skal have skylden. Og helst nogle de kan sparke ned af på.

Fordi at sandheden - at det er kapitalismen og dem over dem der frarøver dem alt - er for umulig for dem at håndtere. Men det vidste jeg jo godt.

Inden jeg skriver om bogen, må jeg lige skrive om Butler og undre mig over, at jeg aldrig har læst hende før. Måske det er værd at nævne, at hun har fået Hugo og Nebula priser (flertal) og hun er den første sci-fi forfatter, der har fået et MacAuthor fellowship. På trods af dette, har hun ingen Wiki side på dansk, og hun har, så vidt jeg kan finde ud af ikke været oversat til dansk. Men som hendes tante Hazel sagde "Honey ... Negroes can't be writers.".

Måske ikke så mærkeligt, at jeg ikke er faldet over hende før.

Dawn er historien om Lilith, som vågner op i et bart rum, udelukkende med en mærkelig stemme som selskab. En stemmer som udspørger hende om hendes liv. - Om hvordan hendes mand og barn døde i et trafik-uheld, om hvordan en verdenskrig lagde hele jorden øde. Stemmen viser sig at tilhøre et Oankali - en gruppe af rumvæsner som har samlet de få overlevende fra verdenskrigen oppe i deres rumskib, hvor de så har holdt dem i dvale, imens jorden langsomt er begyndt at komme sig oven på krigen. Målet er, at Lilith skal være med til at vække en gruppe mennesker, der kan sættes ned på jorden og starte forfra.

Det lyder jo meget nemt, men meget af den her bog handler om magt. Hvem der har den, og hvordan de forvalter den. Fx er Oankalierne ikke sådan nogle, der render rundt og reder selvdestruktive racer, uden at ville have noget retur. Faktisk er de meget ærlige om, at alt er en handel, og at de forventer fuld betaling. Ka-ching!

Elskede alt ved denne bog og er straks gået videre til bog 2 (der er tre i alt)